Når præstationskulturen kvæler nysgerrigheden
– Kreativitet kræver mere end gode idéer
I går var jeg til foredrag med Rane Willerslev. Noget af det, jeg tager med mig, handler om kreativitet. Ikke kreativitet som kunst eller særlige talenter, men som evnen til at hente inspiration fra ét domæne og bruge den i et andet. Evnen til at skabe nye forbindelser, tænke anderledes og få øje på muligheder, man ikke tidligere har set. Måske genbruge kompetencer på nye måder.
En af hans hovedpointer var, at det er “guddommeligt at fejle”. Ikke fordi fejl i sig selv er målet, men fordi fejl er en uundgåelig del af at prøve sig frem og af læring. Hvis vi kun gør det, vi allerede ved virker, opdager vi sjældent noget nyt. Kreativitet kræver, at vi tør bevæge os ind på områder, hvor vi ikke kender svaret på forhånd.
Men hvordan skal vi lære at tænke nyt, hvis vi hele livet bliver vurderet og bedømt på at gøre det rigtige? Både af os selv og af andre.
Fra nysgerrighed til præstation
Som børn lærer vi gennem nysgerrighed og leg. Vi undersøger, prøver os frem og finder gradvist ud af, hvordan verden hænger sammen. Vi leger, eksperimenterer og lærer af erfaring.
Men i takt med at vi bliver ældre, kommer præstationerne til at fylde mere.
Vi bliver målt, vejet, vurderet, bedømt og sammenlignet. Først gennem karakterer, tests og vurderinger i skolen og under uddannelse. Senere gennem medarbejdersamtaler, KPI’er, lønforhandlinger og de mange måder, vi som voksne bliver evalueret på. På husets størrelse, antal biler i carporten, hvad vi putter i indkøbskurven, tøjet og frisuren. På datingsider og sociale medier møder vi systemer, hvor vi konstant vurderer og bliver vurderet af hinanden.
Det er ikke nødvendigvis et problem i sig selv. Men det er værd at overveje, hvad det gør ved vores måde at lære på.
For når vi bliver vant til, at der findes rigtige og forkerte svar og fremstilling udadtil, kan det være svært samtidig at bevare modet til at undersøge det ukendte. For kreativitet opstår sjældent under konstant bedømmelse.
Når fejl bliver farlige
Hvis fejl opleves som noget, der koster anerkendelse, status, tilhørsforhold eller fører til afvisning, giver det god mening, at vi forsøger at undgå dem. Det gælder ikke kun i arbejdslivet. Det gælder også i relationer, på datingmarkedet og i vores syn på os selv.
Mange mennesker kommer ikke kun til at frygte fejlen. De kommer til at forbinde fejlen med deres egen værdi.
– Hvis jeg gør noget forkert, er jeg så forkert?
– Hvis jeg bliver afvist, er jeg så ikke god nok?
– Hvis jeg ikke lykkes med en opgave, har jeg så fejlet som menneske?
– Hvis jeg fejler, bliver jeg så til grin og ydmyget?
Når fejl får den betydning, bliver det naturligvis sværere at være nysgerrig. Så bliver det tryggere at gøre mere af det, vi allerede kender, end at undersøge nye muligheder.
Magiske cirkler
Noget andet, Rane Willerslev talte om, var det, han kalder magiske cirkler.
Jeg forstod det som rum, hvor de normale regler midlertidigt sættes på pause. Rum hvor der bliver plads til at undersøge, eksperimentere og afprøve nye perspektiver uden hele tiden at skulle præstere eller levere det rigtige svar. Uden hierarki og rangorden.
Mens jeg sad og lyttede, kom jeg til at tænke på, hvor sjældne sådanne rum egentlig er blevet. Måske er det netop derfor, de er så vigtige.
For kreativitet opstår sjældent under konstant bedømmelse. Kreativitet kræver plads til at være i tvivl, plads til at prøve sig frem og plads til at opdage noget, man ikke vidste på forhånd. Plads til det nytteløse.
Måske er det også derfor, kreativitet kan være så udfordrende. For at kunne hente inspiration fra ét domæne og bruge den et andet sted, må vi først være villige til at forlade det velkendte. Vi må være åbne for, at løsningen ikke nødvendigvis findes dér, hvor vi plejer at lede, og at nye muligheder nogle gange opstår, når vi tør se på det samme problem fra en helt anden vinkel.
På mange måder tænker jeg, at terapi kan fungere som sådan et rum. Ikke fordi terapeuten har eller skal have svarene, men fordi samtalen kan skabe plads til undersøgelse. Til at se på gamle mønstre fra nye vinkler. Til at afprøve andre forståelser og handlemuligheder. Plads til både at turde og til at miste modet.
Generøsitet eller autoritet?
En anden tanke, jeg tog med mig fra foredraget, handlede om generøsitet og autoritet. Det fik mig til at tænke på selvledelse.
For hvordan møder vi egentlig os selv, når vi begår fejl?
Mange af os har en indre stemme, der minder mere om en streng chef end om en nysgerrig vejleder. Vi evaluerer, korrigerer og kritiserer os selv. Vi fortæller os selv, hvad vi burde have gjort bedre.
Men hvis kreativitet kræver mod til at eksperimentere, kræver den måske også en vis grad af generøsitet.
– Generøsitet nok til at acceptere, at vi ikke kender alle svarene på forhånd.
– Generøsitet nok til at være undervejs.
– Generøsitet nok til at kunne glædes ved at lære af vores fejl i stedet for kun at dømme os selv for dem.
For vi lærer sjældent noget nyt af at gøre alting rigtigt. Vi lærer, når noget ikke går som forventet. Når vi opdager en fejl, ser en sammenhæng, vi ikke havde fået øje på før, eller bliver klogere på os selv og andre. Det kræver mod at se sine fejl. Men måske kræver det endnu mere mod at værdsætte den læring, de kan give os.
Måske mangler vi ikke kreativitet
Måske har vi bare brugt så mange år på at blive vurderet, at vi er blevet forsigtige.
– Så forsigtige, at vi nogle gange glemmer at undersøge.
– Så forsigtige, at vi glemmer at eksperimentere.
– Så forsigtige, at vi glemmer, at læring ofte begynder dér, hvor vi ikke kender svaret.
Måske handler vejen frem derfor ikke om at blive mere kreative. Måske handler den om at skabe flere magiske cirkler i vores liv. Flere steder, hvor nysgerrighed er vigtigere end præstation. Flere steder, hvor fejl ikke bliver et bevis på manglende værdi, men en naturlig del af læring.
For måske begynder udvikling ikke med det rigtige svar.
Måske begynder den med modet til at undersøge et nyt spørgsmål.
