Hvorfor du minder om din mor og far på samme tid – også når de er modsætninger
Du lærer ofte både din mors og din fars strategier
Mange mennesker tror, at de enten er “mest som deres mor” eller “mest som deres far”.
Men ofte lærer vi faktisk begge dele.
Også når de er totale modsætninger.
Et barn kan fx vokse op med:
- én forælder, der hele tiden mærker stemningen i rummet
- og én, der gør præcis, hvad der passer dem.
Den ene undgår konflikter.
Den anden opsøger dem.
Den ene tilpasser sig.
Den anden bliver trodsig.
Den ene går stille med dørene.
Den anden fylder hele rummet.
Som barn lærer man begge strategier.
Ikke nødvendigvis bevidst, men biologisk og socialt.
Barnets skarpe blik
Børn er dybt afhængige af deres omgivelser.
Derfor bliver de ofte ekstremt dygtige til hurtigt at aflæse:
- stemninger og tonefald
- uro og konflikter
- afstand, kulde og tavshed
- temperament og uforudsigelighed
- hvem der skal reguleres for at skabe ro.
Nogle børn lærer meget tidligt:
“Jeg skal mærke alle andre, før jeg mærker mig selv.”
Andre lærer:
“Jeg må klare mig selv.”
Nogle lærer:
“Jeg må hellere gøre tingene rigtigt, før nogen bliver vrede.”
Andre lærer:
“Det er bedst at gøre oprør, før nogen bestemmer over mig.”
Mange af de strategier giver faktisk rigtig god mening i den relation, de opstod i.
Problemet er bare, at de ofte flytter med videre ind i voksenlivet — længe efter situationen har ændret sig.
De indre modsætninger
Mange voksne opdager derfor, at de rummer store modsætninger i sig selv.
Man kan fx:
- være ekstremt opmærksom på andres behov — og samtidig længes efter bare at gøre, hvad der passer én selv
- være meget konfliktsky i nogle relationer — og meget konfronterende i andre
- være enormt ansvarlig overfor alle andre — men samtidig blive uansvarlig overfor sig selv
- være meget autentisk nogle steder — og ekstremt tilpasset andre steder.
Og det kan føles enormt forvirrende:
“Hvem er jeg egentlig?”
Men måske består vi alle sammen af strategier, vi har lært meget tidligere, end vi selv tror.
Fire typiske mønstre
Den konfliktsky forælder
Barnet lærer ofte:
- at mærke stemninger konstant
- at tage ansvar for andres følelser
- at dæmpe sig selv
- at undgå uro
- og at tilsidesætte egne behov for at skabe ro.
Som voksen kan det blive til:
- høj empati
- social intelligens
- ansvarlighed
- og evnen til at skabe harmoni.
Men også:
- overansvar
- manglende grænsesætning
- og svær kontakt til egne behov.
Den eksplosive forælder
Barnet lærer ofte:
- at være hyperopmærksom
- at aflæse signaler lynhurtigt
- at gøre tingene “rigtigt”
- at undertrykke egen irritation
- og at være på vagt.
Nogle lærer også, at vrede er farligt.
Andre lærer, at vrede er den eneste måde at blive hørt på.
Som voksen kan det skabe mennesker, der enten:
- undgår konflikter for enhver pris
- eller eksploderer, når belastningen bliver for stor.
Den kaotiske eller uansvarlige forælder
Barnet lærer ofte:
- at blive overansvarligt
- at kontrollere omgivelserne
- at voksenrollen lander hos barnet
- og at egne behov må vente.
Paradoksalt nok kan barnet som voksen også selv blive:
- ustruktureret
- grænseløst
- eller have svært ved at regulere ansvar.
Den følelsesmæssigt utilgængelige forælder
Barnet lærer ofte:
- at klare følelser alene
- at skjule det, der gør ondt
- at lukke ned for egne behov
- og at blive ekstremt selvstændigt meget tidligt.
Det kan skabe mennesker, der virker:
- robuste
- handlekraftige
- og selvstændige.
Men som samtidig kan have svært ved:
- at bede om hjælp
- vise sårbarhed
- eller føle sig trygge i følelsesmæssig nærhed.
Når tryghed og frygt blandes sammen
Nogle børn vokser op med forældre, der både er trygge og farlige på samme tid.
Fx en forælder, der:
- både kan være kærlig og voldsom
- nærværende og uforudsigelig
- støttende og grænseoverskridende.
Det lærer barnet noget meget komplekst:
At nærhed og utryghed kan hænge sammen.
At kærlighed både kan føles som:
- samhørighed
- kontrol
- længsel
- frygt
- og uforudsigelighed.
Strategierne flytter med ind i voksenlivet
De strategier forsvinder sjældent.
De flytter ofte med ind i:
- arbejdsliv
- parforhold
- ledelse
- konflikter
- stress
- grænsesætning
- og relationer.
For mennesker reagerer ikke kun ud fra nuet.
Vi reagerer også ud fra gamle biologiske og relationelle erfaringer, som engang gav mening.
Det betyder ikke, at vi er dømt til at gentage alt det, vi kommer fra.
Men måske starter udvikling netop dér:
Ikke ved at skamme sig over sine strategier.
Men ved gradvist at opdage:
- hvad der styrer os
- hvornår det sker
- og hvilke mønstre vi har lært meget tidligere, end vi selv tror.
Udvikling handler måske derfor ikke kun om at “finde sig selv”.
Måske handler det også om at opdage de strategier, vi bærer med os — og gradvist få mere frihed til at vælge, hvornår de hjælper os, og hvornår de styrer os.
