Modstand

Hvorfor opstår modstand?

Modstand opstår sjældent ud af ingenting. Den opstår typisk, når noget vækker minder om tidligere erfaringer eller følelser, som har været svære at rumme.

Måske har man tidligere oplevet at blive afvist, når man sagde sin mening. Måske har man lært, at det var bedst at klare sig selv. Måske har man oplevet at blive gjort forkert, når man viste følelser eller fortalte om noget sårbart. Måske har man oplevet, at tillid blev brudt, eller at det var forbundet med risiko at bede om hjælp.

Derfor reagerer den ofte hurtigere på risikoen for ubehag end på muligheden for udvikling.

Problemet er, at hjernen ikke altid skelner mellem reel fare og psykisk ubehag. Den kan derfor reagere på en situation i dag, som om den stadig var lige så farlig, som den oplevedes engang. Selvom vi er blevet voksne. Selvom situationen er anderledes. Og selvom vi i dag har langt flere muligheder, end vi havde dengang.

Modstand, følelser, kroppen og tankerne

Modstand opstår ikke kun i tankerne. Ofte begynder den langt tidligere.

Vi sanser hele tiden vores omgivelser og os selv. Et blik, en kommentar, en situation, en forventning eller måske blot tanken om noget, der skal ske, kan være nok til at aktivere gamle erfaringer. Kroppen reagerer ofte hurtigere, end vi når at blive bevidste om det. Måske spænder vi op, får uro i kroppen, mærker hjertebanken, bliver trætte eller får lyst til at trække os væk.

Samtidig kan der opstå følelser som usikkerhed, skam, frygt, irritation eller sårbarhed. Mange af disse reaktioner sker automatisk og uden for vores bevidste opmærksomhed.

Når kroppen og følelserne reagerer, begynder tankerne ofte at lede efter en forklaring. Og her bliver modstanden interessant.

For tankerne forsøger ikke nødvendigvis at finde sandheden. De forsøger ofte at skabe mening og reducere ubehaget. Derfor kan hjernen begynde at producere forklaringer, argumenter og historier, som hjælper os med at undgå det, der føles svært.

Vi fortæller måske os selv, at det ikke er vigtigt, at vi ikke har tid, at vi ikke har behov for hjælp, eller at vi hellere må tænke lidt mere over det først. Forklaringerne kan virke både logiske og fornuftige, men nogle gange er de blot modstandens måde at føre os væk fra det, der aktiverer ubehaget.

På den måde hænger sansninger, kropsreaktioner, følelser, tanker og modstand tæt sammen. Det, der starter som en automatisk reaktion i kroppen, kan ende med at blive en overbevisende fortælling om, hvorfor vi ikke behøver at gøre noget anderledes.

Hvordan ser modstand ud i virkeligheden?

De færreste mennesker tænker: “Jeg har modstand på det her.”

Tværtimod opleves modstanden ofte som logisk, velovervejet og fornuftig.

Den kan vise sig som udsættelse, travlhed, overtænkning eller lange forklaringer på, hvorfor noget ikke kan lade sig gøre lige nu. Den kan også vise sig som holdninger, som vi sjældent stiller spørgsmål ved.

• “Jeg har ikke behov for hjælp.”
• “Sådan er jeg bare.”
• “Det virker ikke for mig.”
• “Jeg skal lige tænke lidt mere over det.”
• “Det er ikke så vigtigt.”

Man ønsker måske et bedre parforhold, men undgår den svære samtale. Man længes efter mere nærhed, men trækker sig, når andre kommer tæt på. Man ønsker hjælp, men afviser de forslag, der bliver tilbudt. Man vil gerne passe bedre på sig selv, men siger ja endnu en gang. Man ved godt, hvad man gerne vil gøre, men finder alligevel en grund til at vente til i morgen.

Modstand handler derfor sjældent om manglende intelligens eller manglende vilje. Tværtimod kan meget intelligente mennesker være ekstremt dygtige til at forklare sig uden om det, der vækker ubehaget.

Modstand er mere kreativ, end de fleste tror

Hvis modstand føltes som modstand, ville den være nem at få øje på.

Men modstand er kreativ.

• Den finder argumenter.
• Den finder forklaringer.
• Den finder alternativer.
• Den finder nye projekter.
• Den finder travlhed.
• Den finder tvivl.
• Den finder gode grunde til at vente lidt længere.

Nogle gange kan den være så overbevisende, at vi slet ikke opdager, at vi er ved at gå uden om noget vigtigt. Vi oplever blot, at vi har gode argumenter.

Når hjernen manipulerer os

Ordet manipulation får ofte en negativ klang, fordi vi forbinder det med mennesker, der forsøger at styre andre.

Men manipulation betyder grundlæggende at påvirke eller styre noget i en bestemt retning. Og det er præcis, hvad modstanden forsøger.

Ikke fordi hjernen er ond eller arbejder imod os. Tværtimod forsøger den at beskytte os. Men i forsøget på at beskytte os kan den komme til at overbevise os om, at vi ikke har behov for noget, som måske faktisk kunne hjælpe os.

Vi fortæller os selv, at det ikke er så vigtigt. At tidspunktet ikke er det rigtige. At vi lige skal tænke lidt mere over det. At vi ikke har behov for hjælp. At vi allerede ved nok.

Det føles ofte som fornuft. Men nogle gange er det modstand forklædt som fornuft.

Kan vi være uærlige over for os selv?

De fleste mennesker lyver ikke bevidst for sig selv.

Men vi mennesker er overraskende gode til at fortælle os selv historier, der beskytter os mod ubehag. Historierne kan være så overbevisende, at vi tror på dem.

Derfor kan vi sagtens opleve, at vi handler ud fra klare og rationelle beslutninger, selvom beslutningerne i virkeligheden er styret af noget, vi ikke har lyst til at mærke.

Det gør os ikke svage. Det gør os menneskelige.

Hvad sker der, når vi går uden om modstanden?

Når modstanden får lov til at styre retningen, kommer vi ofte til at bruge enorme mængder energi på at gå uden om det, der føles svært.

Vi tænker. Planlægger. Analyserer. Undersøger. Forklarer. Diskuterer.

Men vi kommer ikke nødvendigvis tættere på det, der skal undersøges.

Der sker aktivitet. Men ikke altid udvikling.

Derfor kan man opleve at kredse om det samme problem i årevis uden for alvor at komme videre. Ikke fordi man mangler indsigt, men fordi modstanden hele tiden leder én uden om det sted, hvor de nye erfaringer skal skabes.

Hvad er gevinsten ved at undersøge modstanden?

Vi udvikler os sjældent ved at gøre mere af det, vi allerede kender. Vi udvikler os, når vi får nye erfaringer.

Modstand holder os ofte fast i det velkendte. Ikke nødvendigvis fordi det velkendte er godt for os, men fordi det er kendt og forudsigeligt. Vi kalder det nogle gange komfortzonen, men for mange mennesker handler det ikke om komfort. Det handler om det kendte.

Det interessante er, at modstand ofte holder os fast i det velkendte – også når det velkendte gør os ulykkelige.

Vi kan længes efter forandring og samtidig være styret af en modstand, der forsøger at føre os tilbage til det, vi kender. Ikke fordi det er godt for os, men fordi det føles mere forudsigeligt end det ukendte.

Når vi begynder at undersøge modstanden, får vi mulighed for at opdage, at det vi frygter, ikke altid er så farligt, som hjernen og nervesystemet forventer.

• Måske kan vi godt tåle at sige nej.
• Måske kan vi godt tåle at bede om hjælp.
• Måske kan vi godt tåle at vise følelser.
• Måske kan vi godt tåle at lave fejl.
• Måske kan vi godt tåle, at andre ikke er enige med os.

Det er først, når vi får nye erfaringer, at hjernen får mulighed for at opdatere sine gamle konklusioner.

Hvordan kan vi begynde at undersøge modstanden?

Formålet er ikke at bekæmpe modstanden. Ofte giver det mere mening at blive nysgerrig på den.

• Hvad forsøger den at beskytte mig imod?
• Hvilke følelser vækker situationen?
• Hvilke kropsreaktioner forsøger jeg at undgå?
• Hvad er det værste, jeg forestiller mig kan ske?
• Er det farligt i dag – eller føles det blot farligt?

Modstand forsøger at beskytte os mod det, vi engang ikke kunne håndtere. Udvikling opstår, når vi opdager, at vi i dag kan mere, end vi tror.